Nyheder
2. maj 2025
Ole Ibsen A/S styrker ledelsen og fremtidssikrer med ny direktør
Fra den 1. juni 2025 tiltræder Allan Harbo som ny administrerende direktør. Samtidig får den nuværende direktør, Jens Jepsen, en ny rolle som salgsdirektør, hvor han fremover vil have fuldt fokus på kunder, vækst og relationer.
Det markante skifte i ledelsen sker som led i virksomhedens ambition om at styrke sin markedsposition og udvikle forretningen.
Stærkere ledelsesteam klar til næste fase
Allan Harbo er 54 år og kommer med mange års erfaring som direktør i byggebranchen, senest som administrerende direktør i JORTON A/S. Hans profil matcher netop Ole Ibsen A/S’ behov i en tid, hvor vækst, effektivisering og ledelseskraft skal gå hånd i hånd.
Med skiftet får virksomheden det stærkeste ledelses-setup i sin historie, mener bestyrelsesformand Jens Ibsen:
”Vi havde mange kvalificerede kandidater, og vi er stolte af at kunne tiltrække en profil som Allan. Han har erfaring fra en større koncern, men ønsker også at være tættere på projekterne og den daglige drift – og det passer perfekt til os. Med dette mix af struktur og entreprenørskab kommer Ole Ibsen A/S til at står stærkere end nogensinde før.”
Et planlagt og rettidigt skifte
Efter ni år som direktør og i en alder af 60 år har Jens Jepsen ønsket at fokusere mere på det, han brænder mest for – nemlig salg og kunderelationer.
”Jeg glæder mig til at hellige mig det kommercielle arbejde og bruge min energi på at styrke kundekontakten og skabe vækst,” siger Jens Jepsen og roser i samme ombæring den nye direktør:
”At få Allan med ombord er en kæmpe gevinst for os. Vi står nu godt rustet til at udvikle os som virksomhed, så vi fortsat kan levere byggeri i absolut topklasse. Sammen med vores dedikerede medarbejdere har vi etableret et godt udgangspunkt for fremtiden.
Allan Harbo: Potentialet er stort
Allan Harbo ser frem til at blive en del af en virksomhed, hvor værdier og ambitioner går hånd i hånd:
”Jeg kender Ole Ibsen som et velrenommeret firma med kompetente medarbejdere, der er løsningsorienteret. Jeg er tiltrukket af kulturen, det tætte samarbejde og muligheden for at være tæt på både produktionen og medarbejderne. Ole Ibsen A/S har masser af egenproduktion, og det giver os mulighed for at påvirke både faglighed, kvalitet og ordentlighed – det tiltaler mig virkelig.”
”Jeg oplever et klart match mellem virksomhedens værdisæt og mine egne. Ambitionerne er store – men realistiske – og jeg glæder mig til at være med til at løfte virksomheden til næste niveau.”
FAKTA
Ole Ibsen A/S blev etableret i 1973 og ejes i dag af brødrene Jens og Hans Ibsen samt Jens Jepsen. Virksomheden har hovedkontor i Balling på Salling og leverer byggerier inden for fortrinsvis erhverv, større boligbyggerier, landbrug og sportsfaciliteter – primært som hoved- og totalentrepriser. Virksomheden arbejder med afsæt i værdierne ordentlighed, ligeværdighed, sund fornuft og et glimt i øjet.
Pressekontakt:
Jens Ibsen, bestyrelsesformand
Tlf. +45 2023 4301